I denne uge fra den 19.-23. april deltager over 62.000 børn fra 1043 institutioner i hele Danmark i Danmarks Naturfredningsforenings store forårsrengøring i naturen. I løbet af den næste uge vil de mange børn fra skoler, fritidsordninger, børnehaver og andre daginstitutioner fjerne plastik, dåser, flasker, hundelorteposer, cigaretskod, glasskår og andre klamme ting fra naturen. Samtidig kan de lære om affald i et nyt spil. Det er femte gang, skoletjenesten i Danmarks Naturfredningsforening har inviteret institutionerne til en uges forårsrengøring. Deltagerne får tilsendt en gratis pakke med indsamlingssække, vejledning og nye undervisningsmaterialer. I år har Amagerforbrænding været med til at udvikle et nyt affaldsspil til de yngste.
Hjælp skovsvinet - nyt undervisningsmaterialeI et nyt leg-og-lær-spil møder børnene skovsvinet, som skal have hjælp til at forstå, at affald ikke skal ende i naturen. Det hele starter med et eventyr, hvor en mus bliver fanget i en flaske, som skovsvinet har smidt fra sig.
- I spillet om skovsvinet skal børnene hjælpe med at få samlet og sorteret affaldet. Med til spillet hører en række kort med billeder af affald, men børnene kan også sagtens samle rigtigt affald i et område og bruge det - så hjælper man samtidig naturen, fortæller projektleder Susanne Christiansen fra Amagerforbrændings skoletjeneste.Målet med spillet er, at børnene på en sjov måde får lært, hvordan deres affald skal sorteres. Med til spillet hører også en forklaring af, hvordan det sorterede affald kan genanvendes til fordel for miljøet. På hjemmesiderne www.amfor.dk og www.dn.dk/skoletjenesten kan man downloade og printe spilleregler og affaldskort.
Funktionschef i DN Ole Laursen er taknemmelig for indsatsen, som handler om meget andet end at fjerne affaldet.
- Børnene lærer helt konkret om affaldshåndtering, genbrug og genanvendelse. Efter indsamlingen ved de, hvorfor affaldet i naturen skaber problemer og en masse om, hvor de forskellige affaldstyper skal afleveres. Den viden bringer de med hjem til forældrene, og de husker selv på det fremover, siger Ole Laursen.
Tilbage