12. april 2010 - Mobil energiby på tur

I de kommende måneder deltager skolebørn i et undervisningsforløb med fokus affald og grøn energi hjemme i deres skolegård. Her kommer Amagerforbrændings mobile energiby på besøg, så børnene kan bygge deres eget bæredygtige minisamfund. Alle andre kan opleve energibyen på Forskningens Døgn den 22. til 23. april.

Både kronprinsen, undervisningsministeren og en stor gruppe skolebørn var begejstrede over at opleve den rullende energiby Mobile Science Center, da den blev indviet i december. Nu begynder energibyen på en turne rundt til skoler i Amagerforbrændings ejerkommuner, så flere kan opleve sig til viden om affald og energi.

- Mobile Science er et unik undervisningskoncept, som har til formål at give børnene de innovative, teknologiske og naturfaglige kompetencer, der klæder dem på til at løse fremtidens miljø- og klimaudfordringer, fortæller projektleder Susanne Christiansen fra Amagerforbrænding.

Åben by på Forskningens Døgn
Eleverne skal forsyne byen med energi fra for eksempel vindmøller eller solfangere, som de selv bygger. De kan også producere el og varme ved hjælp af et lille forbrændingsanlæg, der forvandler affald til energi på samme måde som Amagerforbrænding.

- De børn, der allerede har prøvet at blive undervist i Mobile Science Center, har været meget ivrige for at bygge løsninger, der gør energibyen så grøn som muligt. Det er dejligt at se, for det giver håb for fremtidens udvikling, siger Susanne Christiansen.

Under Forskningens Døgn den 22. til 23. april kan voksne også tage på besøg i den mobile energiby og lære mere om bæredygtig energi. Den står på Københavns Rådhusplads, hvor alle interesserede er velkomne til at kigge forbi fra 9-16 begge dage.