12. marts 2010 - Intet affald i tønden

Affald hører til i skraldespanden, og ikke i toilettet. Det er budskabet i en ny kampagne, der skal få os til at tænke os om, inden vi skyller slikpapir, vatpinde og cigaretskodder ud i kloakken. Det skal i skraldespanden, så det kan blive til grøn energi.

- Husk nu på, at du ikke skal smide det i tønden men i skraldespanden, for faen.

Sådan synger rapperen Kalle Pimp fra Talent 2009 i sangen Manden på spanden. Sangen er lavet af Amagerforbrændings nabo Lynettefællesskabet, som er godt trætte af affald, som ender i toilettet.

- Vi renser spildevand fra omkring en million mennesker, så vi kan få rene badestrande og sunde vandløb. På anlægget ser vi desværre, at folk skyller meget affald ud i toilettet, og det gør det svært at rense vandet effektivt, fortæller informationsmedarbejder Jens Kjær Christensen fra Lynettefællesskabet.

Affald bliver til energi
Hvis affaldet kommer i skraldespanden i stedet for i toilettet, kan vi altså få renere vand. Samtidig kan Amagerforbrændings energianlæg bruge affaldet til at producere miljøvenlig strøm og varme.

- Noget af det affald, vi især ser på rensningsanlægget er vat, hygiejnebind, kattegrus, kondomer, hår og strømpebukser. Det er alt sammen ting, som meget hellere skulle brændes og udnyttes til energi, siger Jens Kjær Christensen.

Du kan høre Kalle Pimps rap, vinde en iPhone og læse mere om god toiletskik på www.mandenpaaspanden.dk