25. januar 2010 - Genbrugspladsen sparer 4.500 ton CO2

Et nyt CO2 regnskab fra en af Amagerforbrændings genbrugspladser viser, at genbrugspladserne medfører en årlig klimamæssig besparelse på 4.500 tons CO2. Den samlede klimamæssige gevinst ved at genanvende affaldet indsamlet på pladsen overstiger langt den mængde CO2, der opstår ved driften af pladsen og transport af affaldet.

- Når vi genbruger affald, hjælper vi miljøet. En tur på genbrugspladsen med et kilo gammelt jern sparer hele to kilo CO2, som ellers skulle have været brugt til at fremstille jern af nye råvarer fra naturen.

Det fortæller projektleder Helena Nielsen fra Amagerforbrænding, som står bag en ny undersøgelse af gevinsterne ved genbrug.

- Undersøgelsen viser tydeligt, at der er store gevinster at hente ved at genanvende affaldet. 72 procent af det affald, som bliver afleveret på genbrugspladserne, bliver genanvendt, og det giver samlet en CO2-gevinst på mere end 5.000 ton per plads per år, fortæller Helena Nielsen.

Den samlede CO2-besparelse på affaldsbehandlingen modsvarer den mængde CO2, der ville blive produceret ved at køre en bil rundt om jorden cirka 700 gange.

Grønne bygninger og miljøvenligere transport
Det første CO2-regnskab, der er blevet færdigt, er lavet på Vermlandsgade Genbrugsstation på Amager. Her er pladsen netop blevet renoveret med blandt andet et nyt mandskabshus med genbrugsvand og topmoderne isolering.

- Vi har et naturligt fokus på miljøet i den daglige drift af genbrugspladserne. Derfor bygger vi grønt, når vi bygger nyt. Det gør en forskel for det samlede klimaregnskab. Selvom det ikke gør stor forskel set i forhold til selve affaldsbehandlingen, er de små skridt også vigtige, fortæller Helena Nielsen.

På transporten af affaldet er der også taget skridt, der sikrer miljøet. De lastbiler, der henter containerne på pladserne skal leve op til miljøkrav for at få lov til at varetage opgaven. Og samtidig arbejder pladserne hele tiden på at fylde containerne så meget som muligt, så der bliver brug for færre køreture.

Fakta om CO2 på Vermlandsgade Genbrugsstation
Antal besøg i 2008: 238.342
Affaldsmængder i 2008: 23.380 ton

Behandlingen af affaldet sparer: 5.560 ton CO2
- Energiforbrug på pladsen bruger: 30 ton CO2
- Transport af affald i private biler til genbrugspladsen bruger: 725 ton CO2
- Transport af affald til behandlingsanlæg bruger:155 ton CO2

Samlet CO2-besparelse: 4.545 ton CO2
Besparelsen svarer til gennemsnitligt 200 kg. CO2 per ton affald.

For yderligere oplysninger kontakt:
Projektleder Helena Nielsen på telefon 3268 9355
Kommunikationsmedarbejder Julie Bauer Larsen på telefon 5149 0512

Billeder af genbrugspladsen til download findes på www.amfor.dk i presserummet.