16. oktober 2008 - Ny hjemmeside viser vej til en grønnere hverdag

En venlig grøn drage ved navn CO2TO byder indenfor på Amagerforbrændings ny hjemmeside. Siden giver gode råd til, hvordan man nemt sorterer sit affald, så det bliver genbrugt til glæde for miljø, klima og pengepung.

- I virkeligheden kan vi alle med små forandringer i hverdagen bidrage til en mere miljø- og klimavenlig verden. En lille ting, man kan gøre, er for eksempel at aflevere glas og elsparepærer på genbrugspladsen, fortæller Ulla Röttger, direktør på Amagerforbrænding.

Glas bliver nemlig genbrugt og kviksølvet fra elsparepæren sorteret fra, når det bliver afleveret på genbrugspladsen i stedet for at havne i skraldespanden.