07. april 2004 - 4.700 ton jern brændt i 2003

"Tag affald af jern og metal med på genbrugspladsen eller stil det til storskrald", siger teknisk chef på Amagerforbrænding, Bjarne Bech.

Affald fra containere mærket ’Forbrændingsegnet affald’ ender i affaldsovnene. Og det giver problemer, hvis der er jern i.
Amagerforbrænding får alt for meget jern med affaldet, og det betyder hvert år flere millioner kroner til reparation af affaldsovnene.

I 2003 var der 4.700 tons jernskrot i resterne fra forbrændingen. Beslag, bolte og andre mindre stykker metalaffald går gennem ovnene og ender som forbrændingsskrot. Pengeskabe, motorer, olietønder, radiatorer, vandrør, butiksinventar og andre store stykker jern ødelægger ovne og transportbånd. Aluminium smelter og sætter sig fast inde i ovnene, så det skal fjernes.